Min historie

Jeg tror en af grundende til, at mit forstyrrede spisemønster startede var, fordi jeg var et sensitivt barn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved alle de indtryk, stemninger og følelser der dagligt væltede ind over mig. Jeg lærte tidligt, at mad gav mig en ro og var en fantastisk måde at håndtere de mange stærke følelser og indtryk på. Senere i mit liv blev det forstyrrede spisemønster til en reel spiseforstyrrelse, jeg har nok haft spiseforstyrrelsen BED i ca 20 år.

Jeg spiste på alle mine følelser, i stedet for at mærke hvad jeg havde brug for. Jeg havde ikke kontrollen over maden, den styrede mig. Jeg spiste for at få ro i mine tanker, ro i kroppen og for at få følelserne væk igen. Fx hvis jeg var ked af det, men også hvis jeg boblede af glæde. Jeg havde svært ved at rumme alle aspekter af mine følelser, og når jeg spiste, fik jeg en ”num” tilstand både i kroppen, tankerne og følelserne. Og dét kunne jeg lide. Efterhånden var det den tilstand jeg befandt mig bedst i. Der hvor jeg ikke kunne mærke min krop eller mine følelser så voldsomt. 

Overspisningerne gjorde også at jeg kunne tilsidesætte mine egne behov, og sætte andres behov over mine egne. På den måde kunne jeg være stærk og klare alt. Jeg var jo ikke sådan en der var svag og sårbar. De første mange år tænkte jeg ikke over, at mit forhold til mad var et problem. Det var bare en del af mig.  Efterhånden som jeg blev ældre, var jeg godt klar over, at det nok ikke var normalt at spise de mængder mad indimellem, jeg gjorde det jo også altid i skjul, men det havde altid været en del af mig, så jeg tænkte ikke så meget over det.

Jeg var dengang ikke klar over, at mit lave selvværd, skyld, skam og negative kropsopfattelse hang sammen med maden. Det med maden, mente jeg, handlede jo bare om, at jeg skulle tage mig sammen, ”lukke munden og lette røven”. Men det kunne jeg ikke. Jeg blev syg indvendig, hvis jeg ikke kunne overspise. Jeg kunne holde i perioder og derved regulere min vægt, men jeg røg altid tilbage.  Jeg var altid på slankekur. Jeg var tidligt ved diætister, sundhedsplejersker, skolelæger, som altid efterlod mig samme sted.

Opfyldt af skyld og skam, fordi jeg endnu engang blev bekræftet i, at jeg var forkert. Jeg skuffede dem, følte jeg. Jeg kunne ikke forklare dem hvorfor, jeg ikke kunne overholde en slankekur, fordi jeg forstod ikke selv hvorfor. Jeg kunne jo ikke fortælle dem at jeg spiste i smug, fordi jeg vidste at det måtte jeg ikke. Det eneste som stod klart og tydeligt for mig var, hvor forkert jeg var. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal. Det sted inde i mig, var meget ensomt.

Det var først i starten af 20érne det gik op for mig, at jeg havde et regulært problem. Jeg var flyttet sammen med min nuværende mand, og pludselig kunne jeg ikke bare have overspisninger, som da jeg boede alene. Det endte ofte med, at jeg sad i bilen med mine overspisninger. Dét var virkeligt skamfuldt. Og ensomt. Jeg gik jo ikke ud og sagde ”hey, jeg tror jeg har brug for noget hjælp til det her mad”. I mit hoved var det stadigt noget jeg gjorde, fordi jeg ikke formåede at ”lukke munden og lette røven”. Så samtidig med jeg levede mit liv med alt det dejlige, der jo også var i mit liv, havde jeg denne mørke dominerende side, hvor maden var ude af kontrol. Og dét var dybt skamfuldt og ensomt.

Jeg har valgt så mange ting i livet fra på grund af spiseforstyrrelsen. At skulle møde gamle venner igen, valgte jeg ofte fra, fordi jeg atter engang havde taget 15 kg på. Eller jeg valgte at blive hjemme fra et socialt arrangement, fordi selvleden fyldte for meget i mig på grund af overspisningerne. Jeg BURDE jo om nogen kunne styre min vægt.

Når jeg fik nok og tænkte NU skal der altså gøres noget, opsøgte jeg lægen eller en diætist. Så var jeg for 117 gang på en ny kostplan eller nogle slankepiller – som i den sidste ende bare pustede endnu mere liv i mit forstyrrede forhold til mad.

Senere søgte jeg igennem forskellige former for selvudvikling altid efter et eller andet som kunne fylde mig ud indefra, i stedet for at fylde mig op udefra med maden. Jeg blev klogere på mange sider af mig selv.  Men det med maden lykkes aldrig. Jeg kunne ikke undvære overspisningerne. I perioder var spiseforstyrrelsen mindre dominerende, og i andre perioder blussede den op igen.

Det var først igennem arbejdet på madmentoruddannelsen og igennem min egen madmentor at jeg virkelig fik øjnene op for, at der er mig - og så er der spiseforstyrrelsen. At jeg ikke bare var doven og ikke gad lukke munden og lette røven. At jeg brugte maden, ligesom en alkoholafhængig bruger alkohol. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. At maden blev min afhængighed, mit misbrug. Jeg elskede maden og hadede den på samme tid. Og kunne ikke undvære den.

Efterhånden blev jeg mere og mere fri i mit forhold til mad. I takt med at jeg blev bedre til at turde mærke mig selv, mine følelser, mine grænser og mine behov. Og reagere på dem, og gøre det jeg havde brug for i en given situation.

Jeg har fået kontakt imellem hoved og krop igen. Stadig kan jeg nogle gange ”falde i” mit gamle tankemønster, hvis jeg er presset. Men mad giver mig ingenting mere. Jeg får ingen ro og mine følelser og tanker fylder ligeså meget som inden overspisningen. Og så er jeg jo nødt til at handle på mine følelser. Så er overspisningen overflødig, fordi den hjælper mig ikke mere.

Jeg er fri – og det er simpelthen den vildeste følelse efter at have været fanget i et forstyrret spisemønster i så mange år. Det er ubeskriveligt – Jeg kan bruge tiden på at leve livet i nuet sammen med min familie. Jeg kan gå efter mine drømme, fordi jeg har fået frigivet så meget tid og overskud, som jeg tidligere brugte på mad, tankerne om mad.

Nu hvor jeg kan rumme at være intuitiv og sensitiv, er det jo virkelig en gave jeg kan bruge i mit liv, 
og især i mit professionelle liv.